topbanner_historie

Det historiske overblik

Cirkusrevyen har været en fast del af dansk underholdning siden 1935. Her kan du gå tilbage i historien og læse lidt om de mange sæsoner på Bakken. Har du lyst til at vide mere om Cirkusrevyen, er det en rigtig god idé at dykke ned i Ulrich Ravnbøls bog "Cirkusrevyen fra Liva til Lisbet" (1994) eller bogen "Cirkusrevyen" af Søren Anker Madsen og Ole Sønnichsen (Lindhardt og Ringhof 2016).


2020'erne

2024:
I 2024 er holdet Silas Holst, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard, Pernille Schrøder og Niels Ellegaard.
2023:
Bodil Jørgensen og Mads Knarreborg fik debut i Cirkusrevyen, da de sammen med Niels Olsen, Merete Mærkedahl og Niels Ellegaard tog anmeldere og publikum med storm og vandt prisen som "Årets Revy" ved Revyernes Revy, hvor også Bodil Jørgensen blev kåret som "Årets Dirch". Cirkusrevyen blev for første gang instrueret af Joy-Maria Frederiksen.
2022:
Sæsonen skulle have været Lisbet Dahls finalesæson i Cirkusrevyen, men Lisbet Dahl blev desværre sygemeldt én uge inden premieren. Som afløser sprang Pernille Schrøder ind på holdet, der også bestod af Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen.
2021:
Cirkusrevyen vendte stærkt tilbage i 2021, der blev Ulf Pilgaards sidste sæson på Bakken. Under den sidste forestilling overraskede Dronning Margrethe Ulf Pilgaard under den sidste optræden i parodien på Dronningen. Holdet bestod udover Ulf Pilgaard af Lisbet Dahl, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. I slutningen af sæsonen vikarierede Ditte Hansen og Pernille Schrøder på holdet.
2020:
For første gang nogensinde aflyses Cirkusrevyen som følge af corona-pandemien. Holdet i 2020 skulle have bestået af Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard, Mille Lehfeldt og Carsten Svendsen.


Cirkusrevyen 2021


2010'erne

2019:
Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Henrik Lykkegaard og Cirkusrevy-debutanten Karsten Jansfort er holdet i sæsonen, hvor Kim Larsen blev hyldet og en gruppe mexicanere indtog teltet for at brokke sig over Donald Trump.
2018:
Cirkusrevyen bliver kåret til "Årets Revy" ved Revyernes Revy efter en forrygende sæson, hvor Dansktoppens jubilæum blev fejret af Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Amalie Dollerup, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard.
2017:
Atter en sæson med Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Lise Baastrup, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. 
2016:
Lise Baastrup får debut i Cirkusrevyen og får store roser for nummeret "Single Sommermad" i et hold, der også består af Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard.
2015:
Suveræne anmeldelser til Cirkusrevyens 80-års fødselsdag - og endnu en sæson i selskab med Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Ditte Hansen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard.
2014:

Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard vender efter 1 års pause tilbage til Lisbet Dahl og Ulf Pilgaard, mens Vicki Berlin debuterer i Cirkusrevyen.
2013:
Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl og Ditte Hansen får følgeskab af Andreas Bo og Niels Olsen.
2012:
Endnu en gang er det Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl, Ditte Hansen og Niels Ellegaard, der står for Cirkusrevyen - og det blev en publikumssucces af de helt store med mere end 180.000 solgte billetter.
2011:
Atter en sæson med Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl, Ditte Hansen og Niels Ellegaard.
2010:
Niels Ellegaard vender tilbage til Cirkusrevyen, der fejrer 75 års jubilæum, og optræder sammen med Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Lisbet Dahl og Ditte Hansen.

]

Cirkusrevyen 2011


2000'erne


2009:
 
Andreas Bo Pedersen er tilbage i teltet i stedet for Niels Ellegaard - men ellers er holdet intakt.

2008:
Igen er det Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard, Ditte Hansen og Niels Ellegaard, der sørger for løjerne på scenen.

2007: 
I Cirkusrevyens parodi på Matador musicalen i Operaen møder vi alle de kendte Korsbæk-borger i skikkelse af Lisbet Dahl som bl.a. grisehandler Larsen, Ulf Pilgaard som fru Fernando Møhge, Ditte Hansen som Maude Varnæs, Henrik Lykkegaard som tjener Boldt og Andreas Bo som Daniel Skjern.

2006:
Ulf Pilgaard, Lisbet Dahl, Ditte Hansen, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard samles for første gang i Cirkusrevyens telt.

2005:
Året, hvor Claus Ryskjær senest var tilknyttet Cirkusrevyen som en fast del af skuespillerholdet.

2004:
Endnu en sæson med ikke mindst Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær i samspil med Mette K. Madsen og Niels Ellegaard.

2003:
Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Henrik Lykkegaard, Claus Ryskjær og Pernille Schrøder står for sommerens løjer i Cirkusrevyen.

2002:
Ulf Pilgaard og Lisbet Dahl kan atter opleves i Cirkusrevyen, nu med Pernille Schrøder, Henrik Lykkegaard og Niels Ellegaard. Sidstnævnte debuterer med manér, da han gør pizzabudet Luciano udødelig.

2001:
Claus Ryskjær kan igen opleves på scenen i Cirkusrevyen.

2000:
Ditte Gråbøl vender tilbage til revyen, blandt andre sammen med Niels Olsen og Henrik Lykkegaard.

]

Cirkusrevyen 2009


1990'erne


1999:

Ulf Pilgaard, Niels Olsen og Pernille Schrøder spiller denne gang sammen med Thomas Mørk og Michelle Bjørn-Andersen.

1998:
Igen er det Ulf Pilgaard, Søren Østergaard og Pernille Schrøder, der står på scenen - nu i samspil med Niels Olsen og Kirsten Norholt.

1997:
Nu er Ulf Pilgaard på scenen med Søren Østergaard, Jeanne Boel, Pernille Schrøder, Jess Ingerslev og Gordon Kennedy.

1996:
Ulf Pilgaard får følgeskab af blandt andre Jess Ingerslev, Niels Olsen og Thomas Mørk.

1995:
Revyen fejrer 60 års jubilæum, og Ditte Gråbøl bliver udnævnt til Årets Revykunstner.

1994: 
Torben Træsko kan markere de første 10 som revydirektør - og publikum fornøjer sig over blandt andre Lisbet Dahl, Claus Ryskjær, Ulf Pilgaard og debutanten Henrik Lykkegaard.

1993:
Niels Olsen kåres som Årets revyfund.

1992:
Henrik Kofoed viser sit store talent sammen med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær i "Tre ledige".

1991:
I finalenummeret optræder Claus Ryskjær som Mick Jagger og Otto Brandenburg.

1990:
Også i år kan Ulf Pilgaard opleves i en kærlig parodi på Dronning Margrethe - med på scenen er også Lisbet Dahl, Claus Ryskjær, Pia Rosenbaum og Birthe Kjær. I øvrigt året, hvor Mads Mikkelsen kunne opleves som danser i Cirkusrevyen.

]


Programforside 1996


1980'erne


1989:
Ulf Pilgaard præsenterer sin indvandrer, der leverer ufrivillige sjoferter grundet sin ringe forståelse af det danske sprog.

1988:
Årets mest fotograferede på scenen bliver uden tvivl Ulf Pilgaard som Gitte Stallone. Blandt årets aktører er også Claus Ryskjær, Jeanne Boel og Lisbet Dahl.

1987:
En revy med masser af musik - for eksempel Lisbet Dahl som Birthe Wilke, Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær som Nina og Frederik og 3 x Elvis i form af Claus, Ulf og Jørgen Buckhøj.

1986:
Ulf Pilgaard er atter på scenen i Cirkusrevyen.

1985:
Torben "Træsko" Pedersen overtager Cirkusrevyen, og Lisbet Dahl vender tilbage som skuespiller og debuterer samtidig som  instruktør på Cirkusrevyen.

1984:
Grethe Søncks sidste sæson som direktør i Cirkusrevyen - på scenen får hun følgeskab af blandt andre Kai Løvring og Kirsten Walther.

1983:
Grethe Sønck indkasserer stort bifald for finalesangen "Et slag for det gode humør" - og Lily Broberg slutter sin karriere, blandt andet med guruparodien "Krislamjømorhinbuddioist-me".

1982:
Elga Olga fejrer sit 50 års jubilæum i teltet.

1981:
Sejr Volmer-Sørensen gi'r den som Liberace - blandt de øvrige medvirkende er Grethe Mogensen, Jørgen Buckhøj samt Grethe Sønck og Kai Løvring, der begge har jubilæum dette år.

1980:
Grethe Sønck og Volmer-Sørensen levendegør pensionistnummeret "Livets gang".

]


Programforside 1986


1970'erne


1979:

Tommy Kenter bryder for alvor igennem med blandt andet "Bare jeg ikke var så træt" og kåres som Årets Revyfund - det er Volmer-Sørensens første sæson som direktør for revyen.

1978:
Gyda Hansen, Grethe Thordahl og ægteparret Lene Maimu og Hans Chr. Ægidius står for hovedparten af årets løjer i revyteltet.

1977:
Gustav Winckler og Otto Brandenburg leverer ekstraordinær sangkraft til revyen - og Per Pallesen parodierer den svenske musikekspert Sten "Kontrapunkt" Broman.

1976:
Lily Broberg optræder med "Noget farligt indeni" og Kai Løvring er Otto Leisner, sladderjournalisten Gyldenspjæt og den nye mandetype, der har været på grædekursus.

1975:
Jørgen Ryg er manden med monologen "Enlig far" og synger sammen med Lily Broberg "Vi keder os ad helvede til".

1974:
Dirch Passers 25 års revy-jubilæum fejres på Bakken - og det er samtidig sidste gang, han medvirker i Cirkusrevyen. I øvrigt samme år som Lisbet Dahl havde sin skuespillerdebut i Cirkusrevyen.

1973:
Claus Ryskjær medvirker første gang i revyen.

1972:
Helle Virkner og Malene Schwartz giver den som letlevende damer i "Nyhavn 300 år".

1971:
Preben Kaas er nu både direktør, instruktør, forfatter og skuespiller.

1970:
Dirch Passer følger op med endnu en klassisk monolog, denne gang "Kulmulen".

]


Programforside 1974


1960'erne


1969:

Året hvor Dirch Passer præsenterer os for "Mudderkliren", mens Preben Kaas, Dirch Passer og Ulf Pilgaard brillerer med "Så er vi dernede igen".

1968:
Dirch Passer og Ulf Pilgaard kan for første gang opleves sammen i Cirkusrevyen.

1967:
Dirch Passer og Daimi synger "Hvem har du kysset i din gadedør?" så ikke et øje er tørt - i øvrigt første år Preben Kaas instruerer revyen.

1966:
Marguerite Viby fejrer sit 40 års skuespillerjubilæum i teltet.

1965:
Marguerite Viby vælter teltet med "Den jazzende husmor" og "Før vi fik bil".

1964:
Ole Søltoft synger duet med Grethe Mogensen i "Dominique" og synger selv "Ka' du så la' vær'".

1963:
Preben Marth, Preben Neergaard og Buster Larsen gi'r den som Adenauer, McMillan og De Gaulle, mens Grethe Sønck og Bodil Steen er Rafaels Engle.

1962:
Grethe Sønck optræder for første gang i Cirkusrevyen - i øvrigt i den første sæson med Volmer-Sørensen som instruktør.

1961:
Bodil Udsen og Louis Miehre-Renard er balletbørn i "Elverhøj", Gitte Hænning synger "Hvor er du dejlig, akvavit" og publikum kan også glæde sig over den populære sangkvartet Four Jacks.
1960:
Bodil Udsen spiller sammen med blandt andre Buster Larsen og Preben Neergaard.

]


Programforside 1969


1950'erne


1959:

Stjernespækket revy med blandt andre Preben Neergaard, Elga Olga, Kirsten Walther, Preben Kaas og Buster Larsen - og numre som "Så ta'r vi den engang til for Prins Knud" og "Det kilder".

1958:
Cirkusrevy med blandt andre Preben Kaas, Hans Kurt, Preben Neergaard og Elga Olga, der genopfører "Solitudevej".

1957:
Et revyår, der blandt andet huskes for Bjørn Puggaard-Müller, Elga Olga og Karen Marie Løwert.

1956:
Povl Sabroe - også kendt som Den Gyldenblonde - bliver direktør for Cirkusrevyen.

1955:
Ib Schønberg dør umiddelbart før sæsonen og efterfølges på direktørposten af Stig Lommer.

1954:
Endnu et godt år på Bakken - denne gang med blandt andre Paul Hagen, Louis Miehe-Renard, PH himself, Ib Schønberg og Elga Olga.

1953:
Året byder på klassikere som "Jeg har aldrig få'et no'et", "Solitudevej" og "Det må jeg ikke for moar".

1952:
Holger Fællessanger og Christian Arhoff optræder med "Den ta'r vi osse med". Oscar Holst - revyens drivende kraft gennem 18 somre - dør og hans stol overtages af Ib Schønberg.

1951:
Ikke mindst Arthur Jensen, Ib Schønberg, Elga Olga, Lulu Ziegler og Else Jarlbak står for årets løjer på Bakken.

1950:
Liva Weel optræder for sidste gang i Cirkusrevyen - blandt andre sammen med Ib Schønberg og (naturligvis) Elga Olga.


]


Programforside 1959



1940'erne


1949:

Preben Neergaard spiller den første af mange sæsonen i revyen.

1948:
Endnu et år med Elga Olga og Ludvig Brandstrup som de bærende kræfter.

1947:
Arthur Jensen, der senere bliver hele Danmarks Meyer i Huset på Christianshavn og Hr. Swann i Matador, medvirker.

1946:
Teltet er nu tilbage i de vante omgivelser - og på plakaten er blandt andre Liva Weel med "Sig de ord du ved".

1945:
På grund af el-rationering gør Cirkusrevyens telt en afstikker til resterne af det saboterede Forum på Frederiksberg - og Ludvig Brandstrup synger "Glem det nu ikke".

1944:
Krigen fortsætter med at sætte sit præg på Danmark og på Cirkusrevyen. Egentlig et jubilæumsår, men det bliver ikke markeret. Blandt årets medvirkende er Ib Schønberg og Else Jarlbak.

1943:
Endnu et krigsår og endnu en sæson med Ib Schønberg. Liva Weel vender tilbage efter syv års fravær.

1942:
Sidste sæson med Olga Svendsen, der tager afsked med "Så kender jeg mit Klampenborg - mit gamle sværmeri".

1941:
Med på holdet i det andet krigsår var blandt andre Hans W. Petersen, Schiøler Linck - og en ganske unge Preben Lerdorff (senere med tilføjelsen Rye). Det er i øvrigt også dette år at Cirkusrevyen tager på et par måneders turné i provinsen.

1940:
Danmark er besat og det sætter tydeligt præg på årets udgave af Cirkusrevyen. Holdet er beskåret og Oscar Holst satser på at de elskede stumfilmstjerner Fy og Bi er det, der skal til for at trække publikum på Bakken.


]


Programforside 1940



1930'erne


1939:

Kort før han rejser til USA og bliver rigtig berømt kan Victor Borge opleves i Cirkusrevyen (han var også med i 1938) og Elga Olga slår sit navn som visekunstner fast med "Vi ska' ud og se girafferne".

1938:
Elga Olga debuterer som dublet for sin mor.

1937:
Tredje år og ingen tvivl: Cirkusrevyen er kommet for at blive. Også dette år er Osvald Helmuth og Ludvig Brandstrup med - og ikke at forglemme Olga Svendsen.

1936:
Osvald Helmuth synger "Dit hjerte er i fare, Andresen" og Ludvig Brandstrup udødeliggør "Hen til kommoden og tilbavs igen" iført lang pibe og sivsko.

1935:
Cirkusrevyen realiseres af en gruppe driftige herrer fra forlystelsesbranchen: Skuespillerne Osvald Helmuth, Oscar Holst og Poul Guldager, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratøren Carl Petersson. De køber i Randers et telt med plads til over 1.000 tilskuere, finder en plads til teltet på Bakken - og her står det i øvrigt stadig.
Den første udgave af Cirkusrevyen går over scenen med blandt andre Osvald Helmuth, Ludvig Brandstrup og Liva Weel på plakaten. Den unge Aage Stentoft er Cirkusrevyens første akkompagnatør - senere skriver han blandt mange andre "Dit hjerte er i fare, Andresen", "I den mellemste køje", "Degnens vise" og "Hen te' kommoden og tebavs igen".
 

]

Programforside 1935


Kontakt & åbningstider


Cirkusrevyen - TELTET på Bakken
Dyrehavsbakken telt 85
2930 Klampenborg

Billetkontor tlf. 39 63 38 02

Medlem af Revy Danmark

Hold dig opdateret

 
 
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag med jævne mellemrum nyheder om Cirkusrevyen, arrangementer i TELTET på Bakken samt tilbud fra vores restauranter.