Med over et halvt år til premieren er der allerede solgt over 50.000 billetter til næste års Cirkusrevy, der forlænger sæsonen med en uge. I 2020 takker Ulf Pilgaard af efter 40 sæsoner, og det markeres med en helt særlig hyldestforestilling søndag den 21. juni.
Når Ulf Pilgaard går på scenen i Cirkusrevyen 2020, er det hans sidste sæson i teltet på Dyrehavsbakken. Interessen for at opleve Ulf Pilgaards farvel til Danmarks største revy er overvældende. Billetsalget til næste års revy er i fuld gang, og billet nummer 50.000 er netop blevet solgt. På grund af den store interesse, forlænger Cirkusrevyen nu sæsonen med foreløbigt én uge til lørdag den 22. august 2020.
"Vi er utrolig glade for, at så mange gerne vil se Ulf en sidste gang på scenen i Cirkusrevyen. 2020 bliver et helt specielt år, og jeg glæder mig til at se den revy, holdet får strikket sammen til næste år," siger Cirkusrevyens direktør Torben "Træsko" Pedersen.
Holdet på scenen i Cirkusrevyen 2020 består af Lisbet Dahl, der igen instruerer revyen, samt skuespillerne Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard, Mille Lehfeldt og Carsten Svendsen.
Find konfettirøret frem og
køb billet til Cirkusrevyen 2020 her.