I 1935 realiserede en gruppe driftige herrer fra forlystelsesbranchen et nyt tiltag på Bakken - Cirkusrevyen. Det var den folkekære Osvald Helmuth, skuespilleren Oscar Holst, harmonikavirtuosen Herman Gellin og restauratøren Carl Petersson. At drive revy i et cirkustelt med master, gradin (cirkusbænkerader) og manege var skuespilleren Poul Guldagers ide.
Oscar Holst skulle være direktør, og som selvskrevne medvirkende havde man Osvald Helmuth, Herman Gellin, Ernst Borgstrøm samt idémanden Poul Guldager. Yderligere sluttede man aftaler og kontrakter med nogle af dansk revys bedste kræfter, blandt andre Ludvig Brandstrup, Børge Munch Petersen og Liva Weel. Sidstnævnte forstuvede på et tidspunkt foden og måtte sygemeldes. Hun blev dubleret af Ingeborg Bruhn-Berthelsen.
Cirkusrevyen blev begyndelsen til en ny folkekær Bakke-tradition, hvor mange eviggrønne viser fik premiere. Her fejrede tidens store navne som Victor Borge, Ludvig Brandstrup, Carl Fischer, Olga Svendsen, Christian Arhoff og Elga Olga store triumfer både før og efter anden verdenskrig.
På grund af el-rationeringen under krigen gjorde Cirkusrevyen i 1945 en afstikker til København. Her stod teltet i resterne af det saboterede Forum på Frederiksberg. Herefter var teltet tilbage på Bakken.
I Cirkusrevyen kunne publikum blandt andet opleve den elskede Liva Weel, Lulu Ziegler og "Ibbermand", Ib Schønberg. Det var også her, at Elga Olga Svendsen i 1953 gjorde "Solitudevej" til folkeeje.
I vinteren 1952-53 døde direktør Oscar Holst, som havde været revyens drivende kraft gennem 18 somre. Hans stol blev overtaget af Ib Schønberg, som i en periode kaldte Cirkusrevyen for "Cirkus Ib". Ib Schønberg sad i direktørstolen til 1955, hvor han døde umiddelbart før sæsonens begyndelse. Stig Lommer trådte derfor til i denne sæson.
Listen over højdepunkter og folkekære kunstnere i Danmarks største og smukkeste revy er alenlang.
Torben "Træsko" Pedersen har som nævnt været direktør for Cirkusrevyen siden 1985. I denne periode har de bærende kræfter været Danmarks ukronede revydronning Lisbet Dahl, der gennem mange år dannede trekløver med Ulf Pilgaard og Claus Ryskjær, men også yngre talenter som Henrik Lykkegaard, Niels Ellegaard, Ditte Hansen, Niels Olsen, Andreas Bo, Lise Baastrup og nu Merete Mærkedahl har vundet en stor plads i danskernes revy-hjerter.