1170_2023

Cirkusrevyen 2023 kåret til Årets Revy

21. august 2023
retur

Søndag blev landets sommerrevyer fejret med Revyernes Revy, og traditionen tro blev priserne til de bedste revyer og medvirkende uddelt - og Cirkusrevyen satte sig på hele tre af priserne.

Cirkusrevyen blev kåret som Årets Revy i et stærkt felt, der også talte Nykøbing Falster Revyen og Sønderborg Sommer Revy Show.

For Cirkusrevyens instruktør Joy-Maria Frederiksen, der i år fik debut som instruktør for landets største revy, er prisen som Årets Revy en kulmination på en forrygende sæson, der har pustet nyt liv i det gamle telt på Dyrehavsbakken.

- Det er helt fantastisk, og det er en holdpræstation, at vi nu kan kalde os Årets Revy. Jeg er enormt stolt af alle, der har været en del af arbejdet med at skabe Cirkusrevyen i år. Det er et kæmpe skulderklap til os alle, og det giver gejst - og en lille nerve - frem mod næste års revy, siger Joy-Maria Frederiksen, der også i 2024 instruerer Cirkusrevyen.

Årets revykunstner blev Bodil Jørgensen
Prisen som Årets Revykunstner, også kaldet Årets Dirch, blev givet til Cirkusrevyens Bodil Jørgensen, der vandt prisen foran to andre nominerede, der talte Merete Mærkedahl, også fra Cirkusrevyen, og Rasmus Krogsgaard fra Nykøbing Falster Revyen.

- Der er rigdom af personer gemt i Bodil Jørgensen. Fra de komisk vrisne og bitre typer over i de naive sjæle og sataner til de rablende gale. Bodil Jørgensen er en gave til dansk revy, og derfor Årets Revykunstner 2023, lød juryens begrundelse for at give prisen til Bodil Jørgensen, som var meget overvældet over den fornemme anerkendelse.

- Jeg er så glad, men alle de nominerede er så dygtige. Jeg var endda i kategori med min sødeste kollega Merete Mærkedahl, som jeg også havde undt prisen. Jeg troede det faktisk ikke, da mit navn blev råbt op. Jeg elsker mine numre, jeg elsker at lave dem, og jeg elsker at lave Cirkusrevy, siger Bodil Jørgensen.

Årets Revyforfatter blev den ikoniske forfatter Carl-Erik Sørensen, der blandt andet fik prisen for nummeret "Gi' mig en krise", som Merete Mærkedahl fremfører i årets Cirkusrevy.

Cirkusrevyen har forlænget sæsonen frem til søndag den 3. september, der er sidste chance for at opleve Årets Revy. Køb billet her.

Se alle vinderne fra Revyernes Revy samt billeder fra prisuddelingen her.






Kontakt & åbningstider


Cirkusrevyen - TELTET på Bakken
Dyrehavsbakken telt 85
2930 Klampenborg

Billetkontor tlf. 39 63 38 02

Medlem af Revy Danmark

Hold dig opdateret

 
 
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag med jævne mellemrum nyheder om Cirkusrevyen, arrangementer i TELTET på Bakken samt tilbud fra vores restauranter.