Niels Olsen, Bodil Jørgensen, Merete Mærkedahl, Mads Knarreborg og Niels Ellegaard hoppede fredag ud af sko og strømper og satte hver en fod ned i den flise, som nu vil blive en del af Cirkusrevyens samling af fodaftryk.
Traditionen med at årets skuespillerhold sætter et fysisk bevis på, at de skal stå på scenen i Cirkusrevyen, begyndte i 1988, og med årene er indgangsportalen foran Cirkusrevyen blevet et lille stykke Danmarkshistorie, hvor mange går opdagelse blandt de forskellige fødder og ser, hvem af revyens mange ikoner, de passer størrelse med.
Fødder i cement foregik fredag middag umiddelbart inden Bakkens officielle åbning, hvor Cirkusrevy-debutanten Bodil Jørgensen drejede nøglen til Bakkens røde indgangsport. Hun ser frem mod sin debut i teltet.
"Det er så spændende at lave revy, hvor vi starter med et helt blankt papir, og så tager forestillingen mere og mere form. I dag er startskuddet, hvor vi har fået fødderne godt plantet. Nu skal der løbes og knokles, så vi får en revy klar. Jeg glæder mig til at spille i teltet sammen med de andre, og jeg glæder mig til den dejlige musik fra bandet," siger Bodil Jørgensen.
Prøverne på årets revy er da også i fuld gang, og det er en forventningsfuld instruktør, der sammen med holdet er i gang med at sammensætte numrene i Cirkusrevyen 2023.
"Jeg glæder mig helt vildt til at præsentere årets revy for publikum. Prøverne går rigtig godt. Vi har fået rigtig mange gode tekster, og vi sidder og griner en masse. Årets scenografi glæder jeg mig også virkelig meget til at vise frem. Den kan noget, som aldrig er set før i Cirkusrevyen," lyder det fra revyens nye instruktør, Joy-Maria Frederiksen.
I februar blev Cirkusrevyens telt ødelagt af stormen Otto, og siden har folkene bag revyen arbejdet hårdt på at få et nyt og midlertidigt telt op at stå. Nu står der et telt, og årets scenografi er ved at blive bygget. For Cirkusrevyens direktør Torben Pedersen var det derfor også en ekstra stor dag, da skuespillernes fødder blev sat i cement.
"Da stormen ødelagde teltet, var det svært at se, at vi skulle nå hertil i dag, men nu sker det endelig! Fødder i cement er første store milepæl frem mod årets revy, og jeg kan næsten ikke vente med at se, hvad holdet har fundet på. Rygterne fra prøvelokalet siger, at det bliver en fantastisk revy, men det er jeg nu ikke i tvivl om med dette års hold på scenen," siger Torben Pedersen.
Cirkusrevyen 2023 har premiere torsdag den 11. maj og spiller frem til den 27. august.