Da alle landets revyer søndag var samlet til Revyernes Revy blev Cirkusrevyens Pernille Schrøder hyldet med Årets Ærepris. En pris, der gives til en revyskuespiller, der gennem flere år har gjort sig bemærket på den danske revyscene - og det har Pernille Schrøder i den grad.
Gennem snart 40 år har Pernille Schrøder rejst Danmark rundt for at medvirke i små og store revyer, og i Cirkusrevyen har vi været så heldige at have Pernille med på scenen af flere omgange. Det var kollegaen Karsten Jansfort, der holdt hyldesttale for Pernille Schrøder, hvor han blandt andet roste hendes spejderindstilling til sit arbejde, hendes absolutte behov for at synge og hendes evne til altid at være en god kammerat.
"Jeg kender ingen som dig, der har et bagkatalog af jazzstandards og gamle revyviser, som du kan lire af, hvis man vækker dig klokken 4 om morgenen," sagde Karsten Jansfort i sin tale til Pernille.
REVYPRISEN TIL CIRKUSREVYENS INSTRUKTØRASSISTENT
Gennem 25 sæsoner i Cirkusrevyen har instruktørassistent Jytte Shapley været et fast anker for skiftende instruktører i Danmarks største revy. Som instruktørassistent er det Jytte, der har det store overblik, som når rækkefølgen skal falde på plads, teksterne skal koordineres, forfatterne skal kontaktes, spillerne skal på scenen, så er det altid Jytte, der ved, hvad der skal ske. Uden Jytte var Cirkusrevyen ikke blevet til den revy, den er i dag.
Jytte Shapley modtog på den baggrund Revyprisen ved Revyernes Revy - en pris, der traditionelt gives til folk bag scenerne på de danske revyer.
Du kan opleve modtageren af æreprisen, Pernille Schrøder, i årets Cirkusrevy hele august. Vi har forlænget sæsonen med en ekstra uge, hvor der stadig er mulighed for at få billetter.