1170_2022

Stærke kræfter med stor erfaring: Her er holdet i Cirkusrevyen 2022

29. juni 2021
retur
Det er nye tider i Cirkusrevyen, når Lisbet Dahl, Niels Olsen, Merete Mærkedahl, Henrik Lykkegaard og Carsten Svendsen til næste sommer byder indenfor i TELTET på Bakken, hvor corona forhåbentlig igen kun er en øl, vi drikker, og et pas igen er det rødbedefarvede, vi kender.

"Efter et 2020 og et 2021, hvor udfordringerne har stået i kø, er jeg meget stolt over at præsentere det fantastiske hold, der i 2022 indtager scenen i Cirkusrevyen. Med Lisbet Dahl, Henrik Lykkegaard og Niels Olsen som den erfarne trio får de følgeskab af Merete Mærkedahl, der har gjort en flot debut i år, og så kan vi endelig byde Carsten Svendsen velkommen i Cirkusrevy-familien. Det bliver en forrygende sæson," siger Cirkusrevyens direktør Torben "Træsko" Pedersen.

Instruktør Lisbet Dahl glæder sig til at møde publikum igen i 2022, og selvom det for første gang siden 1985 bliver uden Ulf Pilgaard ved sin side, er hun helt tryg ved næste års revyhold.

"Nu er vi endelig i gang med at spille Cirkusrevyen igen, og det er dejligt. Vi har sat endnu et stærkt hold i 2022, og selvom det naturligvis bliver anderledes uden Ulf på scenen, så tør jeg godt love, at det nye hold er klar til at løfte arven og lave en fantastisk sommerrevy igen til næste år," siger Lisbet Dahl.

Nu skal det lykkes
Carsten Svendsen skulle have debuteret i Cirkusrevyen 2020, der blev aflyst på grund af coronapandemien, men nu får han endelig mulighed for at sætte sine ben på scenen i det grønne telt på Dyrehavsbakken.

"Man siger jo, at den der venter på noget godt, aldrig venter forgæves, og nu sker det endelig. Jeg kan næsten ikke vente med at komme i gang med Cirkusrevyen til næste år, selvom jeg nok skal banke under bordet, mens jeg siger det højt. Jeg har til gengæld fået den tvivlsomme ære af at blive præsenteret som debutant i Cirkusrevyen to gange, men nu skal det altså lykkes," griner Carsten Svendsen.

Merete Mærkedahl, der gjorde en stærk debut i årets revy, er klar til en sæson mere i teltet.

"Cirkusrevyen er allerede nu blevet min anden familie, og jeg glæder mig helt vildt til at stå på scenen igen til næste år. Revy er en fantastisk genre, og jeg elsker at se publikum smile og grine over situationer, de kan genkende sig selv i," fortæller Merete Mærkedahl.

Cirkusrevyen 2022 får premiere i TELTET på Bakken torsdag den 12. maj kl. 20.00, og billetsalget til næste års revy starter torsdag den 1. juli kl. 12.00. Allerede nu kan Cirkusrevyens populære guldpakke-billetter købes.

Læs mere om Cirkusrevyen 2022 her


Kontakt & åbningstider


Billetkontor tlf. 39 63 38 02
Tirsdag - fredag kl. 12.00 - 15.30


Medlem af RevyDanmark

Hold dig opdateret



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag med jævne mellemrum nyheder om Cirkusrevyen, arrangementer i TELTET på Bakken samt tilbud fra vores restauranter.