Foråret kom til Bakken, og solen stod i dag højt på himlen over Klampenborg. Det var belejligt for de fem skuespillere i Cirkusrevyen, der traditionen tro smed sko og strømper for at dyppe deres bare fødder i våd cement. Det er 29. år i træk, at stjernerne foreviges i rækken af kendte fødder på Bakken. Og der er både et nyt og flere velkendte aftryk i årets flise, der markerer den forestående premiere på Cirkusrevyen 2016.
Fire ud af fem er efterhånden habile foddyppere - Lisbet Dahl, Ulf Pilgaard, Niels Ellegaard og Henrik Lykkegaard har alle prøvet det adskillige gange før. Men for Lise Baastrup, debutant i Cirkusrevyen, var det første gang med våde fødder - og det gik ikke stille af sig. Hele holdet var i veloplagt humør og stillede forårskåde op til fotografering for pressen, inden de sammen med danserne, musikerne og scenefolkene gik tilbage til prøverne i teltet.