1170_2022nyt

Mød de medvirkende i Cirkusrevyen 2022



NIELS OLSEN

Efter otte års pause, vendte Niels Olsen i 2021 tilbage til Cirkusrevyen, og publikum kan glæde sig til at opleve Niels på scenen igen i 2022.

Niels har både studeret musikvidenskab på Århus Universitet og spillet på AGFs førstehold i håndbold, før han i 1987 blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Siden har han blandt andet optrådt sammen med studievennen Thomas Mørk i Cirkus Montebello samt den improviserende teatergruppe, der stod bag "Så hatten passer" og "Hatten rundt" samt den populære voksenjulekalender "Andersens Julehemmelighed".

Niels tog danskerne med storm som håndværkeren "Niller" i hitfilmen Den Eneste Ene, som han blev belønnet med en Robertpris for i 2000. Han var også manden bag karakteren Gunnar, der måtte erkende til sin kone Minna, at fisk ikke er "så ringe endda" i de ikoniske tv-reklamer. I 1997 modtog han den første teaterflise på Frederiksberg efter en afstemning om den bedste skuespilpræstation.

Niels Olsen er bestemt ikke en novice i revygenren. Han har blandt andet medvirket i Bornholmer Revyen, Tam Tam i Glassalen og i Odense Sommerrevy. Han fik debut i Cirkusrevyen i 1993, hvor han fra 1998-2000 var instruktør. Han er også kendt og elsket som stormesteren i Ørkenens Sønner, der siden 1991 har underholdt med festlige og vovede shows. Deres seneste show "En fez i en hornlygte" havde premiere i TELTET på Bakken i oktober 2019.

Niels medvirker for 9. gang i Cirkusrevyen






MERETE MÆRKEDAHL

Cirkusrevyens publikum kan igen glæde sig til at se Merete Mærkedahl på scenen i 2022 efter en imponerende debut i 2021.

Merete er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2009, og var frem til 2017 en del af ensemblet på Aalborg Teater, hvor hun medvirkede i en lang række forestillinger, blandt andet som Dorothy i "Troldmanden fra OZ", Viola i "Helligtrekongersaften" og Anita i "West Side Story" samt Halfdan Rasmussens "Hokus Pokus" på Det Kongelige Teater og "Stormene" på Vendsyssel Teater. Hun modtog i 2010 en Reumert talentpris for sin rolle som Lucy i forestillingen "Syg Ungdom".

I 2018 fik Merete revydebut i Hjørring Revyen med stor succes, der samme år gav hende prisen som "Årets Revytalent" ved Revyernes Revy samt en nominering som Årets Kvindelige Revykunstner i TV2 Charlies Revygalla. I 2019 var hun en del af holdet i Esbjerg Revyen. 

Merete gjorde sig for alvor bemærket for seere over hele landet, da hun medvirkede i tv-succesen "Badehotellet" på TV2 som stuepigen Otilia. En serie, der i 2022 kører på 9. sæson. I efteråret 2020 viste Merete sine imponerende evner på et dansegulv, da hun vandt tv-programmet Vild med dans.

Merete medvirker for 2. gang i Cirkusrevyen



HENRIK LYKKEGAARD

Er der en grænse for, hvem Henrik Lykkegaard kan parodiere? Formentlig ikke. Ifølge Henrik selv er det fordi, han ser så almindelig ud, at han kan ligne alle. Om det er Anders Fogh, Theresa May eller Søren Brostrøm, så kan Henrik klare den parodi.

Gennem nu 20 sæsoner har Henrik indtaget scenen i Cirkusrevyen, og det var allerede i 1993, Henrik modtog prisen som "Årets Revyforfatter" ved Revyernes Revy. Siden har Henrik i høj grad været revyernes mand, og han har medvirket i både Hjørring, Helsingør, Nykøbing F. og så selvfølgelig Cirkusrevyen.

Henrik blev uddannet på Statens Teaterskole i 1994 og siden haft en lang række roller på både teater og tv, blandt andet på. Betty Nansen Teatret, Det Ny Teater og på Det Kgl. Teater, hvor han spillede tjeneren Espen i "Jean de France". Vi kender også Henrik fra tv-skærmen, hvor han bl.a. har medvirket i tv-serierne "Ørnen", "Er du skidt, skat?" og "Mit liv som Bent". På tv har Henrik desuden udfyldt en mindre synlig rolle, nemlig som ham inde i Bamse i "Bamse og Kylling".

I 1999 fik Henrik et gennembrud som filmskuespiller i rollen som fiskeren Lars Erik i "Bornholms stemme". Han fik en Bodil for sin hovedrolle i filmen. Siden har han medvirket i flere danske spillefilm, bl.a. "Frygtelig Lykkelig", "Frihed på prøve", "Max Pinlig 2" og "Olsen Banden på dybt vand".

Henrik medvirker for 21. gang i Cirkusrevyen




PERNILLE SCHRØDER

Pernille Schrøder medvirker i Cirkusrevyen 2022 efter Lisbet Dahls sygemelding. 

Pernille har medvirket i et hav af film og tv-produktioner, og hun har stået på langt de fleste teaterscener i Danmark. Revygæster over hele landet har også set Pernille i blandt andet Nykøbing Falster, Sønderborg, Aalborg og Esbjerg. 

Det er bestemt ikke første gang, hun står på scenen i Cirkusrevyen. Fra 1997 til 2003 medvirkede Pernille i Cirkusrevyen syv gange, og i 2021 sprang Pernille også ind på holdet som vikar i slutningen af sæsonen.  Det er med stor glæde, vi byder Pernille Schrøder velkommen på holdet i Cirkusrevyen 2022.

Pernille medvirker for 8. gang i Cirkusrevyen



CARSTEN SVENDSEN

Cirkusrevyens nye mand Carsten Svendsen går et travlt 2022 i møde. I februar og marts indtager han scenen på Østre Gasværk Teater som hovedrollen Willy Wonka i Charlie og Chokoladefabrikken, inden han kaster sig over prøverne på Cirkusrevyen.

I 2020 skulle Carsten have haft sin debut i Cirkusrevyen, men det satte corona en stopper for. I 2022 kommer det endelig til at ske!

Carsten Svendsen er uddannet på Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006. Efter uddannelsen tog Carsten til Nordjylland, hvor han i 10 år var tilknyttet Aalborg Teater, hvor han medvirkede i en lang række forestillinger. Carsten har desuden medvirket i forestillinger på Aarhus Teater, Vendsyssel Teater og Nørrebro Teater og på Det Ny Teater i København i "The Book of Mormon".

I 2017 havde Carsten Svendsen sin revydebut i Ganløse Revyen, hvor han modtog Årets Talentpris ved både Revyernes Revy og Charlies Revy Galla. I 2019 var Carsten på plakaten i Hjørring Revyen samt forestillingen "Divaer i glas" i Glassalen, og i sommeren 2021 var det sønderjyske publikum vilde med Carsten i Sønderborg Sommer Revy.

Carsten medvirker for første gang i Cirkusrevyen.


Kontakt & åbningstider


Cirkusrevyen - TELTET på Bakken
Dyrehavsbakken telt 85
2930 Klampenborg

Billetkontor tlf. 39 63 38 02

Medlem af RevyDanmark

Hold dig opdateret



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag med jævne mellemrum nyheder om Cirkusrevyen, arrangementer i TELTET på Bakken samt tilbud fra vores restauranter.