MEDVIRKENDE I CIRKUSREVYEN 2025


BODIL JØRGENSEN

I 2023 fik Bodil Jørgensen debut i Cirkusrevyen; En debut, der gav hende titlen som "Årets Revykunstner" ved Revyernes Revy. Bodil er bestemt ikke revynovice med erfaring fra Tam Tam i Glassalen og Odense Sommerrevy. Nu vender Bodil tilbage til teltet i 2025! Sidste gang gav Bodil os blandt andet den tragiske historie om den lille Irma-pige med svovlstikkerne. Hvad mon 2025 bringer af nye fortællinger?

Bodil er uddannet fra Statens Teaterskole og fik sit gennembrud i "Den menneskelige stemme" på Betty Nansen Teatret. Siden har Bodil Jørgensen været ansat på Det Kongelige Teater, hvor hun har medvirket i en lang række forestillinger. Også på film og tv har Bodil Jørgensen for længst gjort sig til en af Danmarks største skuespillere, blandt andet med sin Bodil- og Robertprisvindende præstation i "Idioterne" fra 1998.

Gennem 10 sæsoner har vi nydt godt af Bodil i rollen som Molly Andersen i TV2s Badehotellet, og så har hun vist sin humoristiske side i Rytteriet som den sønderjyske dialektservice. På det store lærred har vi også set Bodil i film som Rom, Hvidstengruppen og De forbandede år.

Medvirker i Cirkusrevyen for 2. gang


MERETE MÆRKEDAHL

Man kan godt blive i tvivl om, hvorvidt det er Mette Frederiksen, der går på scenen, når Merete Mærkedahl laver sin efterhånden ikoniske parodi på statsministeren, og i 2025 får vi endnu engang fornøjelsen af Meretes komiske talenter og smukke sangstemme i Cirkusrevyen.

Merete er uddannet fra Skuespillerskolen ved Aarhus Teater i 2009, og var frem til 2017 en del af ensemblet på Aalborg Teater, hvor hun medvirkede i en lang række forestillinger, blandt andet som Dorothy i "Troldmanden fra OZ", Viola i "Helligtrekongersaften" og Anita i "West Side Story" samt Halfdan Rasmussens "Hokus Pokus" på Det Kongelige Teater og "Stormene" på Vendsyssel Teater. Hun modtog i 2010 en Reumert talentpris for sin rolle som Lucy i forestillingen "Syg Ungdom".

I 2018 fik Merete revydebut i Hjørring Revyen med stor succes, der samme år gav hende prisen som "Årets Revytalent" ved Revyernes Revy samt en nominering som Årets Kvindelige Revykunstner i TV2 Charlies Revygalla. I 2019 var hun en del af holdet i Esbjerg Revyen. Merete gjorde sig for alvor bemærket for seere over hele landet, da hun medvirkede i tv-succesen "Badehotellet" på TV2 som stuepigen Otilia. I efteråret 2020 viste Merete sine imponerende evner på et dansegulv, da hun vandt tv-programmet Vild med dans.

Medvirker i Cirkusrevyen for 5. gang


NIELS OLSEN

Niels har både studeret musikvidenskab på Århus Universitet og spillet på AGFs førstehold i håndbold, før han i 1987 blev uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole. Siden har Niels medvirket i en lang række teaterforestillinger og musicals, senest "Den skaldede frisør".

Som håndværkeren "Niller" tog Niels Olsen danskerne med storm i hitfilmen Den Eneste Ene, som han blev belønnet med en Robertpris for i 2000. Han var også manden bag karakteren Gunnar, der måtte erkende til sin kone Minna, at fisk ikke er "så ringe endda" i de ikoniske tv-reklamer. I 1997 modtog han den første teaterflise på Frederiksberg efter en afstemning.

Niels Olsens revyrepertoire er efterhånden også stort. Han har blandt andet medvirket i Bornholmer Revyen, Tam Tam i Glassalen og i Odense Sommerrevy. Han fik debut i Cirkusrevyen i 1993, hvor han fra 1998-2000 var instruktør. Han er også kendt og elsket som stormesteren i Ørkenens Sønner, der siden 1991 har underholdt med festlige og vovede shows. Deres show "En fez i en hornlygte" havde premiere i TELTET på Bakken i 2019, og i november 2023 vendte Ørkenens Sønner tilbage til teltet med deres nyeste show "Fingeren på pølsen".

Medvirker i Cirkusrevyen for 12. gang




MADS KNARREBORG

Mads er uddannet skuespiller fra Odense Teater i 2004, men allerede året før debuterede han på scenen som Buster i "Busters verden". Han har siden medvirket i en lang række teaterproduktioner, blandt andet i en af hovedrollerne i musicalen "The Producers" på Det Ny Teater, da han i 2006 spillede Leo Bloom. En rolle, som Mads Knarreborg modtog Reumerts Talentpris samt Marguerite Vibys Hæderslegat for.

Teaterpublikummer har blandt andet nydt godt af Mads' talenter i "Lazarus" på Det Kongelige Teater, "De 39 trin" i Glassalen i Tivoli og Shakespeares "Richard III" på Kronborg. På tv-skærmen har vi blandt andet set Mads i tv-serierne "Nynne", "Krag & Virkner" og den nyeste sæson af "Klovn". I 2023 fik Mads Knarreborg debut i Cirkusrevyen, hvor hans parodi på Ulla Terkelsen fik hele teltet til at lette hver aften - nu er Mads tilbage i Cirkusrevyen i 2025!

Når Mads ikke står på scenen eller foran kameraet, lægger han ofte stemmer til tegnefilm, og så springer han gerne op på sit skateboard for at puste ud - han har nemlig skatet på højt niveau hele sit liv.

Medvirker i Cirkusrevyen for 2. gang

MAGNUS HAUGAARD

Magnus Haugaard når lige at fylde 30 år, inden prøverne på Cirkusrevyen 2025 begynder, men trods sin unge alder er han allerede velbevandret i både film, på tv og teater.
 
Magnus er uddannet skuespiller i 2019, og vi har allerede set ham i rollen som Mads i tv-serien "NamaStay" på DR, "Kald mig far" på Viaplay samt i serierne "Anker" og "Skyld". På film har Magnus haft roller i filmene "Elsker dig for tiden", Bytte bytte baby" og "Synkefri".

På teaterscenen medvirker Magnus i den Reumertbelønnede forestilling "Arven" på Det Kongelige Teater. En 8 timer lang forestilling om AIDS-epidemien, der efter en udsolgt sæson i 2023 og 2024 bliver genopsat i Skuespilhuset i 2026. Magnus har også medvirket i "Tjener for to herrer" og "Jytte fra marketing er desværre gået for i dag". 

I 2025 får Magnus revydebut, når han træder ind på scenen i Danmarks største revy!

Medvirker i Cirkusrevyen for 1. gang



Kontakt & åbningstider


Cirkusrevyen - TELTET på Bakken
Dyrehavsbakken telt 85
2930 Klampenborg

Billetkontor tlf. 39 63 38 02

Medlem af Revy Danmark

Hold dig opdateret

 
 
Tilmeld dig vores nyhedsbrev og modtag med jævne mellemrum nyheder om Cirkusrevyen, arrangementer i TELTET på Bakken samt tilbud fra vores restauranter.